Du er her > AIF > Svømning

Svømning i Arrild Svømmehal

Nok en rigtig god sæson er nu slut og endnu engang må jeg konstatere, at der har været fuldt hus i svømmehallen.

Og med lidt startproblemer fik vi vandgymnastik i gang – ellers var jeg vist blevet lynchet. Det er altså skønt at se de mange glade børn, der svømmer, leger, griner, pjatter og som også er koncentrerede, når de får undervisning. En svømmeaften, hvor jeg havde opsyn i det mellemste bassin betragtede jeg 3 drenge i 8-9 års alderen lege og springe i vandet – hold da op, hvor blev der brændt nogle kræfter af – de må have sovet som små ”engle” den nat.

Samtidig er dejligt at se de voksne hygge sig, snakke sammen, lege med deres børn og få en god aften sammen.

Vi svømmede langt som altid – i år blev det til 39 km og 350 m – og det er jo ganske godt. Sidste sæson blev en rekord slået – nemlig 5 km. – i år blev det til 4 km. Og det var Johanne, der tog den distance – super flot, og samtidig var der 2, der svømmede 3000 m. Det er altså super.

Vi står overfor en udfordring i svømmeudvalget i år. 5 trænere (incl. mig selv) holder efter denne sæson som trænere og jeg som formand. Det betyder, at der faktisk p.t. ikke er trænere til holdene fra R og opefter i næste sæson. Rigtig mange af jer forældre kan svømme og det kræver ikke særlig meget at blive svømmetræner. Et weekendkursus i Rødding og lidt sidemandsoplæring, så er man kommet langt. Derfor vil jeg komme med en meget kraftig opfordring til jer alle – gå hjem og tænk jer grundigt om. Vi, der holder, har været i gang i mange år og nu må nye til. Hvis du synes, at dit barn skal lære at svømme, så må du måske yde lidt for at der fortsat er undervisning til alle børn. Hermed er opfordringen givet og jeg håber, at nogle af jer vil melde jer.

Selvom jeg holder, vil jeg gerne hjælpe med sidemandsoplæring. Hvis du er klar til at hjælpe til som træner eller hjælpetræner, så kontakt: Christina Jensen. Tlf: 20 12 58 60 eller mail: cogc1@mail.dk.

Det er en vemodig aften for mig – efter 21 år som træner og vist mere end 10 år som formand takker jeg af. Tak til alle, som gennem årene har været hjælpere, hjælpetrænere og trænere og ikke mindst tak til alle jer, som har deltaget i svømning.

Christine Strange

 Opdateret 23-04-2012 

Home-ikon  Home  Grøn Prik  Ansvarlig  Grøn Prik  Sitemap  Grøn Prik  Kontakt