3. Drømme for vor by og vort sogn - udviklingsplan 2009

 

- men hvad er en drøm ? Her følger 3 udsagn herom:

1) Ordbog over det danske sprog: bl.a. Forestillinger, der indfinder sig i vågen tilstand

2) Peter Lund Madsen - hjerneforsker: En af de ting, der adskiller os mennesker fra dyrene, er vores evne til at se ind i fremtiden. Vi mennesker har en hjerne, der kan forestille sig, hvordan fremtiden kunne komme til at se ud. Vi kan, som det eneste dyr, forestille os, hvordan tingene kunne være. Og det er denne evne, evnen til at drømme om fremtiden, der er baggrunden for vores fantastiske foretagsomhed.

3) Piet Hein:

Mod nye stjerner går vor gamle jord
 ad himmelspor vi aldrig før befor.
Vi suser frem mod ny og ukendt tid.
Om få sekunder er i år i fjor.

Hvor godt at slå den gangne tid ihjel
og sætte skel og fragå arv og gæld
og starte om igen med skyldfri sind
og være dig og mig alligevel.

- og med disse 3 udsagn vil vi gerne præsentere vore drømme, som er fremkommet på et stort borgermøde i forsamlingshuset en mandag aften efter fællesspisning i oktober måned 2009, hvor 85 borgere blev stillet opgaven: Hvordan ville du gerne se dit sogn og din by om 10 år, hvis du fløj henover denne i en helikopter ? Skolens ældste elever havde samme dag besvaret samme tankespind, hvorfor resultaterne herfra indgår. Vi forsøger på at samle drømmene under en stor fælles overskrift: L I V underopdelt i områder, hvor ordet liv indgår. For det er nemlig væsentligt for vore drømme, at de bliver med liv i og at de bliver livagtige !

Arbejds liv : Eksisterende arbejdspladser og iværksættertyper præmieres og understøttes lokalt og regionalt såvel af det offentlige som af pengeinstitutter. Industriarealer tilbydes på særdeles favorable vilkår og infrastrukturen optimeres ved anlæg af ideelle til-og frakørselsmuligheder. Eksisterende offentlige bygninger kan overdrages vederlagsfrit i opstartfaser. I forbindelse med turismeerhvervet optimeres brug af offentlige natur arealer. Sognets borgere støtter op om nye private og offentlige serviceerhverv.

Familie liv og Bolig liv: Her i sognet er vi åbne og tolerante overfor alle former for menneskers og familiers trivsel og bosætning. Vi tiltrækker unge familier, der bosætter sig her, fordi bosætningsmulighederne er uanede: Traditionelle parcelhuse, utraditionelle boligformer stortrives, andelsboliger etableres, olde-kolder rejser sig, boligforening har bygget fællesboliger og storparceller kan erhverves. Tidligere landbrugsejendomme fra forrige århundrede er nu en del af bosætningsmulighederne og samtidig en del af kulturlandskabet, som gør området levende og som sørger for, at naturen ikke kun er en søndagsforeteelse for byfolk. Der har været udskrevet arkitektkonkurrencer, som har synliggjort mangfoldigheden og som har appelleret til de kreative med mod og visioner for bosætning i naturen. Nye energiformer har sat præg på nybyggeri. Offentlige såvel som private har etableret hjælpeforanstaltninger for den svage del af befolkningen, så længst muligt liv i eget hjem kan fastholdes. Børnefamilier prioriteres højt med offentlige eller private institutioner. Transportforholdene og samfærdselsmidler drives i eget eller i fælles regi og kan være understøttet af det offentlige. Naturligvis er der mulighed for at spise sammen, når dette ønskes. Over internettet kan der sørges for indkøb og levering.

Offentligt liv: Storkommunen - 60 000 indbyggere - har for længst erkendt, at stordrift er rationelt til noget og lokaldrift er varmt og klogt til andet. Offentlig dagpleje, børnehave, skole og SFO er givet tilbage til et lokalt sogneråd som på kontraktbasis driver dette lokalområdes børneopdragelse og undervisning. Herfra passes også byens grønne områder og borgere i sognet kan få kontakt med kommunens øvrige serviceforanstaltninger herfra. Det lokale sogneråd og kommunen har sammen udviklet aftaleområder, som kan og skal forvaltes lokalt med det engagement som frivillige og lokale kræfter kan og vil yde.

Fritids liv og kultur liv: Fritidsliv og kulturliv eller liv i fællesskab blomstrer. De mange TV kanaler kan ikke længere holde borgerne lænket aften efter aften til skærmen. Derfor er sport, fritidsliv under mange former, fællesarrangementer i forsamlingshus, konfirmandstue, skole, sportshal, parken med grillhus og borgerhuset ved skolen tæt pakket med tiltag for alle aldersgrupper. Det er kun fantasien og lokale kræfters formåen, der sætter grænser for arrangementernes mangfoldighed og tidsplanlægning. Et udvalg under sognerådet danner en ide- og økonomibank og fungerer som ”paraply” for alle de frivillige tiltag med koordinering for øje. Økonomien bag alle disse forskellige tiltag kommer fra kommunen og lokale støtteforeninger og byens markedsforening, der stadig driver Arnum Hestemarked, hvor byen hvert år sættes på danmarkskortet. Naturen udgør et væsentligt incitament: Vi ligger lige midt i et meget stort stykke statsskov med å og hede - dette udnyttes optimalt såvel af lokale, regionale såvel som turister: Her er adventure oplevelser, som vi knap endnu kender i Danmark. Den megen fritid - 35-timers arbejdsuge - har bevirket, at fællesskaber er opstået / genopstået: I byens midte vil man sommer og vinter - ude og inde - altid kunne møde borgere i alle aldre, som blot venter på at andre kommer til og deltager i snak, kortspil, krolf, grill, banko, klubber, fællessang, oplæsning, musik og dans, billard, strikning, dekorationer, kreative væresteder, pleje af parken, forskønnelse af byen, osv - og her er blot anvendt benævnelser på de aktivitetsformer, som vi i 2009 er bekendt med. Her er åbnet op for et helt ukendt aktivitetsomfang, fordi de ydre betingelser er tilstede og det er blevet en velkendt levemåde: ”At vi mødes på byens torv”. Historisk er det et velkendt fænomen: Tænk på Athen, livet her i Danmark i det 18-århundrede, naturfolk i fjerne verdensdele eller før TV-tid !

- dette afsnit kunne med en ny betegnelse kaldes sognets Fælles liv !

Vi er med andre og meget enkle ord, altså en by, et sogn og et område med   l i v    i   !!!

 Opdateret 29-04-2011

Home-ikon  Home  Grøn Prik  Ansvarlig  Grøn Prik  Sitemap  Grøn Prik  Kontakt