Der var engang - men hvornår var engang ? De første synlige menneskeskabte
kendetegn i vort sogn har vi fra begravelsespladser: Stendysserne i Lindet
(ca. 5000 år gamle) og bronzealder-højene i Højrup (ca. 3500 år gamle). Vi har
mindst 100 generationers erfaringer med at befolke vort sogn - det er da en
tanke værd ! Men hvad var det for et landskab disse mennesker bosatte sig på:
Toftlund Bakkeø strækker sig langt ud mod Ribe og Højrup Sogn dækker den
nordvestligste del og strækker sig ned mod Gelsåen, hvor vind og vejr og
smeltevand for ca. 18 000 år siden ikke kunne få bugt med den tørveholdige
jord og de berømte klimper opstod. Vi kunne fortabe os i geologien, men vælger
i dette afsnit at interessere os for kulturen og de påvirkninger, vi ser spor
fra. Vi tager derfor på en tidsrejse - i kronologisk orden - gennem vort sogn:
I 1200 - tallet rejses på sognets skønneste udsigtspunkt en bygning til
Guds ære: En kirke. Vi ved ikke præcis hvor mange mennesker, der boede i dette
fællesskab, som havde kræfter til at rejse dette tidlige middelalder
bygningsværk - de har måske i sognet blot været 200 mennesker - men modet og
viljen til at gøre noget sammen har været til stede og bygningsværket tjener
stadig samme sag: Sognet værner og vedligeholder sin gamle kirke, der så
strunk og synlig skuer ud over Gelsådalen.
Og så må vi igen tage nogle store tidsmæssige spring - vore annaler siger
os, at der i Gelstoft har ligget en herregård, der i det18. og 19. århundrede
har tjent som fattiggård og at biskop Hans Adoph Brorson fra Ribe Stift var på
visitats i skolerne i Højrup i 1744 og i Arnum i 1748 - men herudover har den
landbrugsbefolkning, der har befolket vort sogn, haft nok at gøre med at
bjærge til føden og til herremanden på Gram Slot, hvor bønderne var fæstere.
- og så må vi ikke glemme ”den store katastrofe”: d. 12. april 1729 brænder
18 gårde/ huse i Arnum! Vi kan forestille os næsten hele den lille by og dens
indbyggere uden tag over hovedet. Det må have været et utroligt hårdt slid med
genopbygning inden næste vinters komme.
Den tyske periode (1864 – 1920) satte sine tydelige spor: Omkring
århundredskiftet (1900) opkøbte den tyske stat 3 gårde i Gelsådalen og
tilplantede dem fortrinsvis med nåletræer: Stensbæk Plantage opstod. En stor
markant bygning midt i Arnum blev bygget som en husholdningskostskole (indgår
nu som en del af fabrikskomplekset til Camp-let) - en ny folkeskole i typisk
tysk byggestil stod færdig i 1910 og rummede sognets elevers skolegang indtil
1962 (indgår nu som en del af fabrikskomplekset til Ledon legeredskaber) - et
stationsanlæg med tjenesteboliger og remiser blev bygget i forbindelse med
anlæggelsen af ”æ kleinbahn” fra Skærbæk med et trafikknudepunkt i Arnum (her
opstod stationsbyen) med forbindelse videre til Toftlund og til Gram/Rødding
(driften startede 1910/11 og fortsatte til nedlæggelsen i 1938) (bygningerne
udnyttes i dag som sognets forsamlingshus og som missionshus) - i kirken ser
vi en mindetavle over 35 faldne soldater i 1. verdenskrig fra sognet her: Alle
mænd i deres bedste alder - det må have været en kolossal åreladning for et
lille samfund på 1000 sjæle.
Men at leve i et grænseland - med kun 5 km til den gamle grænse - betød
også en nybygning af en tysk skole i 1935 (nedlagt ca. 1960).
I årene før 2. verdenskrig var der stor ungdomsarbejdsløshed i landet eller
måske især i de større byer. Staten byggede derfor rundt i landet nogle meget
karakteristiske røde træpavillonlejre eller skoler. Et sådant stort
lejrkompleks blev i 1938/39 opført i udkanten af Stensbæk Plantage og har
siden tjent mange formål og ”herrer”: Jobtræningsophold for arbejdsløse,
specialarbejderskole med vægt på metal og svejsning, gartnerskole,
flygtningecenter og sidst og aktuelt arbejder en skole-kreds på at oprette en
højskole i de meget smukt placerede bygninger.
Og som ethvert andet landbrugssogn gik bønderne i 1913 sammen og oprettede et
andelsmejeri placeret centralt ved jernbaneknudepunktet - mejeriet blev som et
af de sidste i området overtaget af det store landsdækkende mejerifællesskab i
1984.
De store engarealer i Gelsådalen i den nordøstlige del af sognet blev i
1950-erne til frodig landbrugsjord. Frodigheden havde altid været der, men det
var meget vanskeligt i den fugtige og ofte oversvømmede ådal. Staten gik ind
og regulerede åløbet over en ca. 8 km lang strækning og afvandingsgrøfter blev
etableret. Nyt landbrugsland blev inddraget og 11 statshusmandsbrug opstod med
det folkeliv i engene, der tidligere kun kunne opstå på gode sommerdage, når
høet skulle bjerges.
I 1954 kommer en driftig teglværksmand til byen og sognet. Bygger et
teglværk i 1954 - oplever en brand - og genopbygger igen. I de sidste år
producerer værket udelukkende røde brændte drænrør, men må i 1978 lukke
produktionen - plastdrænrør har erstattet det brændte ler. I dag er teglværket
storleverandør af alt indenfor plastrør til områdets forbrugere.
Først i 1960- erne beslutter det daværende sogneråd at bygge ny store
centralskole for Arrild – Spandet og Arnum, således at alle elever fra Arnum
og de ældste årgange fra de øvrige områder kan gå 10 år i skole i Arnum
Centralskole. Skolen står færdig ved skoleårets start aug. 1962 og tjener
stadig samme formål.
Men lad os tage et øjebliksbillede af hovedbyens (Arnum) forretnings- og
erhvervsliv i et tilfældigt år, som stadig kan huskes af ældre borgere. Vi
vælger år 1955 og her en umiddelbar og uprioriteret rækkefølge:
Bygningshåndværksfagene var repræsenteret af 3 tømrere, 2 murere og 2 smede.
Ellers var der i byen følgende forretninger: kiosk, købmand med foderstof, 2
købmænd, tatol, 2 frisører, håndkøbsudsalg, savværk, 2 bagere, elektriker, 2
slagtere, hotel, forsamlingshus, mekaniker, møbeludsalg og reparation, 2
gartnere, cementstøberi, 2 manufakturhandeler, skrædder, cykelsmed, skohandel
med skomager, sparekasse, bank, 4 benzintanke og mejeriudsalg.
Jamen - ville nogen så sige - det er jo alt sammen historie !
Javel
- men nogen siger, at al erfaring er ikke blot en billet til et tog, der er
kørt !
- eller hvorfor skal vi opfinde den dybe tallerken mange gange !
Hjem