Du er her >Lokalhistorisk Forening> Breve fra 1. verdenskrig

Jep Jacobsens ejendom i Arnum øst brænder og bliver ikke opført igen. I stedet for fl yttes til Vestergade 44, hvor der er frastykket 6 ha. fra Møllegården, hvor der bygges nyt hus. I skødet af 5.juni 1854 indfører Chresten H. Petersen aftægt til sin svigermor Ane Olesdatter, da han har lånt penge af hende til overtagelsen af Møllegården d.9. maj 1852.

Jep Jacobsen dør d. 17.okt. 1849 og begraves på Højrup kirkegård.

D. 11.december dør aftægtskone Ane Olesdatter enke efter Jep Jacobsen. Hun bliver 80 år gammel og begraves på Højrup Kirkegård. Tiptip oldeforældre til Peter Petersen, Møllegården, Vestergade nr .53.

Huset Vestergade 44 sælges formentlig på dette tidspunkt til Pottemager Niels Nissen Olling, født d.11.maj 1833, søn af ugift fruentimmer Else Broe, Enderupskov. Han bliver gift med Johanne Marie Kaltoft fra Højrup, født i Tiset. Niels Olling dør d.10. december1886, 63 år gammel. Han benævnes også som postbud.

Om Niels Ollings forretning ved vi, at han fremstillede gipsfigurer forestillende alt muligt - lige fra engle til dyr, som bl.a. brugtes til stuklofter. Han lavede også lerpotter og fade.Vi har i Lokalhistorisk arkiv effekter liggende efter ham bl.a. forme. Ehlers Samlingen i Haderslev har enkelte ting af hans.

Den 15.okt.1887 var en slem dag for pottemageren, men endnu værre for lærer Buck og hans familie, da en tragisk skæbne ramte dem, idet deres datter Caroline Mathilde havde druknet sig. Hun blev fundet i den vestlige mergelgrav uden for byen og hun blev fundet og bragt til hjemmet af pottemager Olling d.17.okt. om eftermiddagen. Samme aften var der ligsyn af øvrigheden.

Den 18.okt. om eftermiddagen blev Caroline begravet på Højrup Kirkegård - uden kirkens medvirken. Hun var født d. 30. august 1869, og hun tjente ved farver A. Stenholdt fra 1.november. 86-87. Hun forrettede sit arbejde med flid og tilfredshed til det sidste, så årsagen til hendes bortgang fra denne verden er et stort spørgsmål, vi kender det ikke - en gåde.

Den 6. november1869 føder Niels Ollings kone Johanne Marie en datter, der døbes Eline Antobine Olling. Eline arbejder som sypige, efter at hun er blevet voksen. Hun gifter sig 1893 med Johannes Olesen, født i Birkelev d.1.juni 1864. Han benævnes som tjenestekarl i Arnum.

Efter giftermålet boede Eline og Johannes nogle år i Agerskov, hvor de drev landbrug, og her blev sønnen Søren født d.20.maj 1899. Søren fortalte tit om det forår, han blev født. Da frøs rugen på marken, og det gav ikke noget udbytte det år. Søren fik også en søster, som døde som barn af meningitis.

Det blev kun til få år i Agerskov, da Johannes fik mæslinger og blev blind. Derefter flyttede de til Lines (Elines) barndomshjem Vestergade 44 i Arnum. Her levede de ved fælles hjælp et sparsomt liv. I deres have blev der dyrket grøntsager, og de havde også et lille hønsehold i et lynghus bag i haven - et godt sted for rotter og mus. De satte et hegn op i haven, så Johannes kunne gå tur her. Han døde i en ung alder. Søren fik sin skolegang i Arnum, som, efter hvad han fortalte, var efter den gamle metode. De må dog have lært en del, for Søren var god til at skrive, hvilket man kan se af de breve, han skrev til sin mor, da han var soldat i 1.Verdenskrig.

Huset var meget primitivt selv efter datiden normer. Der var ikke elektricitet i huset, mens Line levede, hun mente, det var alt for farligt.Vandet blev hentet ved en brønd i haven.

Ja, det var næsten som at komme på museum - køkkenet havde gule flise på gulvet, og det gamle brændekomfur - de brugte også en primus. Den lille stue med kakkelovn var det eneste rum, der kunne opvarmes. Der var dog en anden stue, men den blev aldrig brugt. Line havde et lille kammer, der var adskilt fra stuen med en trævæg og ud mod gaden var en lille forstue. På modsat side af stuen havde Søren sit kammer, og mod haven var en baggang og et værksted. Det er muligvis her, pottemageren har haft sit værksted. Da de levede blev de altid kaldt Line og Søren Potter – datidens øgenavne. Line hjalp ofte sin far med at dele post rundt.

På sine ældre dage færdedes Line meget i byen. Hun var en lille kone iført lang, mørk kjole eller frakke (æ mantel) og hat med bred skygge og pyntet med fjer og sløjfe. Om sommeren dyrkede hun meget i sin have, så derfor så man hende tit med en kurv på armen. Hun gik på besøg hos naboer og venner og hun havde enten en buket blomster, stikkelsbær eller anden frugt med. Det var som regel om formiddagen, så håbede hun, det gav en kop kaffe, ellers gik det nogen tid, inden hun kom igen. Om aftenen skulle maden være klar, inden Søren kom hjem fra arbejde. Når der blev slagtet gris et af de steder, hun gik med sin kurv, så så hun helst, at der faldt lidt godt af til dem - en hanekylling var også velkommen.

De levede af Lines aldersrente og Sørens løn. Line fik et par år et beløb som i 1939 var på 481,39. (Vi ved ikke hvorfor og hvorfra). Om vinteren kom hun ikke uden for en dør. Der blev lagt tæpper foran alle døre til stuen, så der ikke gik varme til spille. Line var kun syg en kort tid, og døde i sidste halvdel af halvtresserne.

Søren kom tidligt ud at tjene på gårdene, og især hans tid hos Jep Schmidt snakkede han meget om (i dag Hans Peter Hansens Gård). Han deltog i 1. Verdenskrig på Vestfronten.

Efter soldatertiden fik han arbejde ved æ klein bahn, og der var han indtil den blev nedlagt 1937. Herefter gravede han tørv om sommeren og han lejede et stykke mose, hvor der var graveret. Det foregik med håndkraft, og han var omhyggelig med arbejdet. Han lavede nogle gode tørv og de fleste blev solgt, mens resten var til eget brug. Når arbejdet i tørvemosen var slut, arbejdede han som daglejer på gårdene. På sine ældre dage gravede han mange steder have for folk om efteråret, og hans egen kom altid til sidst.

Søren fik meget tidlig knallert og når han startede foregik det foran stuevinduet, så hans mor kunne se ham starte (Den skulle pedales - d.v.s. varmes op). Det blev til mange ture i omegnen -så langt som til Esbjerg og Haderslev. Søren kaldte sin knallert for kalorius. Når han kom hjem, kunne han fortælle om alt det, han havde oplevet og det glædede hans mor meget, for de havde et meget tæt mor-søn forhold lige til Line døde. Kort efter moderens død fik Søren indlagt elektricitet i huset, købte en ny radio og grammofon. Når vi besøgte ham skulle vi høre musik - meget højt. (Vi er Gerda og Niels Hostrup). Søren blev i huset til sin død og klarede sig selv og alt i det daglige på sin helt specielle måde. Det skulle være helt som i hans mors tid. Hans naboer, Karoline og Peter Nielsen, gav ham god hjælp de sidste år, han levede. Han døde i sit hjem i maj 1974, knap 80 år, træt af dage.

Lokalhistorisk forening for Højrup sogn.

Breve fra Søren til hans mor

Prenslau d. 18. 02. 1916

Kære Mor. Jeg kan da meddele dig, at jeg har fået dit kære brev, pakken får jeg først i aften, for postanvisningen har jeg set til middag, min hjerteligste tak for begge dele. Endnu kan jeg ikke meddele dig om min frigivelse, men vi have tålmodighed. Sådan som jeg har det nu holder jeg det nok ud, jeg træder med om morgenen, og det er min hele dagstjeneste. Du har helt ret mor, havde jeg været såret, kunne jeg få erstatning, men jeg ser også i andre tilfælde hvor svært det er at få dem til at betale. En havde fået et lårbensskud og var helt lam, ham ville de frigive uden erstatning, selvom han var landmand og ikke kunne fortsætte med det. Så kan jeg jo godt slå det ud af hovedet, om at få noget. Når jeg først er hjemme skal du bare se, kære mor, så kommer jeg

nok igennem uden erstatning, det med fodleddet er også forvundet igen, så derfor kan jeg sikkert nok arbejde, nu må vi se, når det er så vidt, vi må ikke forud bygge luftkasteller. Det glæder mig at du er nogenlunde tilfreds med din indkvartering, du skriver at han endda sender penge hjem, men han behøver heller ikke så meget som os, vi skal selv købe noget indtil. Vi får for meget til at dø, med for lidt til at leve af. Hvis vi ikke af og til får en lille pakke hjemmefra, så så det skidt ud for os. Og Marie Schmidt har igen fået en karl, så er hun da hjulpet, ham kan hun vel beholde. Du kan hilse dem alle derovre fra mig, og mange hjertelige hilsner fra din søn Søren. Vil du hilse Christine igen fra mig og sige tak for hendes hilsen.

Frankrig d. 10. 02. 1917

Kære Mor! I går aftes fik jeg din dejlige pakke fra d. 30. 01. – det har altså taget 10 dage. Jeg havde begyndt på brevet, da jeg stod nede på vagt, men jeg måtte opgive det, jeg frøs alt for meget derved. Nu er jeg lige kommet tilbage fra vagten, og har

spist til middag. Hvad tror du kære mor, hvad det gav i dag. Sådan noget har jeg aldrig fået i mine levedage, det gav nemlig bønnesuppe med blommer i, men blommerne skulle man tænke sig til, men det smagte alligevel godt, for jeg havde en kæmpe appetit, kan du nok tænke dig kære mor, så nu er jeg blevet sat og føler mig helt vel, og det er jo hovedsagen. I går aftes da jeg var vagt, blev det pludselig levende foran, det var franskmanden der lavede et angreb, men så vidt jeg har hørt, blev det afvist. Vores artelleri lavede sådan et rabalder, at man skulle tro jorden blev spaltet midt igennem. Ja, sådan en kugleild må være forfærdelig, også fl yvemaskinerne var ikke træge, et fransk fl y smed 5 bomber på byen ? helt tæt ved vores lejr, men uden at gøre skade. Ellers går det mig godt, og jeg er sund og rask, håber det samme med dig kære mor.Vinteren holder ved hernede, det fryser meget hårdt om natten, men om dagen er det fint vejr med solskin. Nu vil jeg slutte brevet for det skal være afleveret kl.1, ellers kommer der ikke med i dag. I håbet om glædeligt gensyn, hjertelig hilsen din søn Søren.